loader image

Andelen af utrygge danskere ligger på det højeste niveau i mere end 10 år, skriver Politiken på baggrund af Trygfondens seneste tryghedsmåling.

Fra 2004 til 2015 er andelen således steget fra 2,5 procent til 17,7 procent.

Tendensen rammer bredt i befolkningen, men folk uden for arbejdsmarkedet føler sig mere utrygge end andre.

Det stigende antal utrygge danskere er ”lidt bekymrende”, mener professor Jørgen Goul Andersen fra Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, der er en af hovedkræfterne bag rapporten.

Knap hver tredje svarer blandt andet i undersøgelsen, at de ikke er sikre på, at de har penge nok til alderdommen, og hver femte frygter at miste sit arbejde.

Det, der har overrasket forskerne bag rapporten mest, er danskernes relativt afslappede forhold til terrortruslen. Kun 11 procent frygter at blive ofre for et terrorangreb.

– Når det gælder terror, tager danskerne det roligt. Terrortruslen er blevet et livsvilkår – lidt lige som orkaner og storme – de kommer engang imellem, og så må man forberede sig. Men terrortruslen er ikke noget, der får danskerne til at sove dårligt om natten, siger Anders Hede fra Trygfonden til Politiken.

Kilde: /DR Nyheder/